• Mere end 20 års erfaring
  • Tryghed på rejsen
  • Konkurrencedygtige priser
Spot on Travel Krüger National Park Sydafrika

Helt tæt på dyrene i Krüger National Park, Sydafrika

af Lene Bugge, Spot on Travel

Mange mennesker har et lidt dårligt indtryk af Sydafrika som rejseland pga. mange års dårlig omtale, men med en lille smule omtanke er det et vidunderligt land at rejse rundt i, og der ligger nogle fantastiske oplevelser og venter før dem som begiver sig Sydafrika.

Efter et par dejlige dage i Johannesburg og Pretoria, er det på tide at forlade storbyen og bevæge os ud på landet. Vi har lejet en bil og kører lige så stille af sted, da vi lige skal vænne os til at køre i den ”forkerte” side af vejen. Heldigvis har vi været så forudseende at leje en bil med automat gear.

Det første stykke tid kører vi på motorvej. Det er en noget anden oplevelse end vi er vant til fra Danmark, da folk her går over vejen, hvor det passer dem, så det er med at holde tungen lige i munden især omkring byerne. Men ellers er det nemt at selv at køre i Sydafrika; vejene er gode og det samme er skiltningen.

Da motorvejen ophører skifter naturen karakter. Det bliver mere bakket og der bliver længere mellem byerne. Vi kører gennem bananplantager og citronlunde, hvor de lokale kvinder går og hakker ukrudt væk i siden af vejen og mændene pakker bananklasserne ind i plastik. Der er en fantastisk udsigt over det bakkede landskab, der er så grønt og frodigt. Det er en af fordelene ved at rejse i det sydafrikanske vinterhalvår.

Vi gør stop i den hyggelige, lille by Pilgrim’s Rest. Vi spiser frokost på terrassen på en restaurant, hvis specialitet er pandekager med fyld af enhver slags. Inden vi kører videre går vi en tur rundt i byen og kigger på det lokale liv og de mange flotte figurer skåret i ibenholt træ, som byens beboere sælger til de forbipasserende.

Herefter forsætter vi ind i Krüger National Park. Såvel vi som bilen bliver totalt gennemsøgt, inden vi får lov at køre ind i parken, da de skal sikre sig at vi ikke medbringer bl.a. våben, da der tidligere har været store problemer med krybskytteri i Krüger. Vi køber en bog med parkens dyr, så vi kan følge lidt med i hvilke arter vi møder undervejs, og så begiver vi os stille og roligt af sted mod vores safari lodge.

Du må gerne selv køre i Krüger National Park, hvis du har et ærinde i parken. Man kører på grusveje, men de er ganske gode og brede og skiltningen er også fornuftig. Hastighedsbegrænsningerne er lave og skal overholdes ligesom du ikke må forlade din bil før du kommer til dit safari lodge, da de vilde dyr er overalt, og det er deres territorium, du bevæger dig rundt i.

Vi kører stille og roligt igennem parken på udkig efter nogle dyr, det er dog desværre ikke meget dyreliv vi ser – kun et par aber og nogle fugle. Det har efterhånden været en lang køretur, og jeg synes snart, vi trænger til at opleve noget – vi skal til at se nogle dyr. Jeg har knap nok nået at lukke munden med mit ønske, da en kæmpe stor han elefant stikker hoveder frem gennem det krat vi kører langs lige foran vores bil. Vi bliver noget forskrækkede over det kæmpe dyr, der pludselig er på vej ud foran vores bil, og jeg når lige at manøvrere udenom; en Toyota Corolla er meget lille ved siden af en fuldvoksen afrikansk hanelefant. I bakspejlet ser vi hvordan han stille og roligt lunter over vejen og forsætter sin tur.

Nu begynder dyrelivet for alvor at vise sig. Vi ser en stor rovfugl lette, da vi nærmer os det træ den sidder i og da vi senere drejer ned ad en sidevej til vores lodge ligger der 3 zebraer og nyder solen midt på vejen. Vi nærmer os stille og roligt, og da vi kommer for tæt på, rejser de sig og bevæger sig væk fra vejen. Langs vejen går der en flok impalaer (en antilope art) og græsser, mens de opmærksomt lytter til alle de lyde, der kan betyde fare for flokken og senere møder vi 4 giraffer, som går og nipper af trætoppene.

Vi når frem til vores lodge, Lukimbi Safari Lodge, midt på eftermiddagen og bliver indkvarteret med besked om at huske at låse døre og vinduer, da vi ellers vil få besøg af aberne. Det er et super dejligt lodge, hvor hvert værelse ligger i sin egen lille hytte, der står på stolper hævet over savannen. Værelset består af et stort rum med både soveafdeling og opholdsafdeling. Derudover er der et dejligt badeværelse med et stort badekar, hvorfra vi har en fantastisk udsigt udover en flod, som løber nedenfor lodgen.

Sidst på eftermiddagen er der afgang for aftenens safari i jeep. 2 lokale safariguider leder turen ud i nationalparken. Denne gang følger vi ikke kun de afmærkede veje, men kører over græssletten. Pludselig sænker chaufføren farten og guiden peger i retning af nogle lave træer. Her ligger en stor hanløve og slapper af i græsset. Bag ham kommer endnu en hanløve og 2 hunløver gående. De kommer helt hen til jeepen. Det er fascinerende at se de vilde rovdyr så tæt på. Den ene hanløve brøler ud over savanen; det er en frygtindgydende lyd. De 2 hunløver sniger sig videre på jagt efter impalaer, mens de 2 hanløver lægger sig i græsset.

Vi kører tilbage til vores lodge, da mørket falder på. Vi kan høre dyrenes brølen i det fjerne. Der bliver serveret middag i bomaen, som er en udendørs gård med lerklinede mure omkring, som er bygget for at holde dyrene ude. Her står personalet og griller det lækreste kød over åben ild og vi bliver serviceret på bedste vil. Efter middagen optræder nogle lokale med et afrikansk danseshow.

Det er en fantastisk oplevelse at komme så tæt på de dyr, vi ellers kun ser i zoologisk have, og at få lov at se dem i deres naturlige omgivelser, og jeg kan kun anbefale Sydafrika som rejseland.

Websitet anvender cookies til at huske indstillinger, statistik og målretning af annoncering, som deles med tredjepart.