• Mere end 20 års erfaring
  • Tryghed på rejsen
  • Konkurrencedygtige priser
Spot on Travel Cuba

En fornøjelig aften i Trinidad, Cuba

af Lene Bugge, Spot on Travel (2009)

Trinidad er en smuk og farverig by. Husene er malede i pastelfarver og gaderne er smalle og brostensbelagte. Der er en dejlig afslappet stemning i byen og der er masser af små fortovscafeer, hvor man kan nyde et køligt glas.

Da vi om eftermiddagen går rundt på opdagelse i Trinidad støder vi på en cubansk kvinde, der på en skøn blanding af spansk og engelsk spørger, om vi leder efter et sted at spise. Det gør vi ikke lige nu, men hun overtaler os til at komme tilbage om aftenen og spise vores aftensmad hos hendes familie. Hun peger en dør ud i en sidegade til torvet og vi aftaler at komme tilbage kl. 20.

På Cuba er langt de fleste restauranter statsejede, men det er ikke ligefrem nogen garanti for høj standard og god service. Der findes dog også nogle private restauranter, Paladar, både legale og illegale, hvor man ofte får en bedre madoplevelse. I en Paladar sidder man typisk i familiens stue eller gårdhave ved små borde og betjeningen er god og stemningen intim.

Ved 20-tiden er vi tilbage på Plaza Major og finder da også frem til den dør, vores cubanske “veninde” udpegede for os tidligere på dagen. Vi banker på og venter spændt. Der sker ikke noget så vi prøver igen og endelig kommer en meget kraftig fyr og åbner døren. Vi forsøger at forklare at vi kommer for at spise og på trods af vores temmelig begrænsede kendskab til spansk ser det ud til at lykkes – vi bliver i hvert fald vist inden for. Vi kommer ind i en daglig stue med få men smukke møbler og en gammel transistorradio. Her sidder en ældre herre og lytter til noget sport – sikkert baseball, som er cubanernes foretrukne sportsgren. Vi bliver vist videre gennem huset – forbi soveværelset, der ligger bag et forhæng, og videre forbi et lille køkken, hvor der er hektisk aktivitet.

Endelig kommer vi ud i den smukkeste gårdhave, hvor der står 8–10 små borde der alle er fyldte med spisende gæster. Vi er meget positivt overraskede over denne perle, som langt fra ligner de statseje restauranter, hvor vi ellers har spist. En kraftig mama viser os til rette og forklarer os dagens menu. Vi får en lille forret bestående af ananas og mango.
Derefter står den på grillstegt kylling, med ris og salat og til dessert får vi hjemmelavet is. Desuden er vi så heldige, at de også kan servere en god flaske spansk vin til maden. Det er et fabelagtig måltid. Maden er vidunderlig, vinen er god og betjeningen er langt over den standard, man ellers oplever på de statseje restauranter. Vi bliver siddende længe og nyder maden, atmosfæren og den lune aften, men til sidst bliver vi enige om at forlade denne eventyrlige perle og begive os ud i byen igen.

Vi har begge læst Leif Davidsens bog “På udkig efter Hemmingway” hvor handlingen udspiller sig i Cuba og en af scenerne foregår en sen aften på torvet i Trinidad, hvor de 2 hovedpersoner, danser salsa til det lokale band.
Vi vil selvfølgelig undersøge, om det rent faktisk finder sted i virkeligheden, så vi begiver os mod torvet. Her er et leben uden lige. Alle pladser på de omkringliggende cafeer er optaget, og folk er begyndt at slå sig ned på den brede trappen, der går op fra torvet. Midt på trappen er et plateau, hvor et cubansk band er ved at gøre klar. De er ikke helt unge, men de ser ud til at hygge sig gevaldigt, og de hilser på de lokale, som også har fundet vej til torvet.

Vi finder os en god plads på trappen tæt ved bandet. En ung pige kommer forbi med en bakke og spørger om vi skal have noget at drikke. Vi bestiller Mojito – et must at smage, når man er i Cuba. Serveringen er hurtig og snart sidder vi med hver vores drink og nyder stemningen og venter på at musikken starter. Endelig kommer der gang i musikken, og det varer ikke længe inden flere lokale par, giver sig i kast med en heftig salsa på den lille plads foran bandet. De er hamrende gode til det. Vi bliver grebet af stemningen og beslutter os for at prøve kræfter med salsaens kunst.

Da det næste musiknummer starter, bevæger vi os ud på pladsen og begynder at danse til musikken. Det er en dejligt nummer, med masser af rytme og tempo, så vi giver den hele armen foran de flere hundrede mennesker, der sidder og kigger på.

Vi havde den mest fantastiske aften i Trinidad, og jeg kan kun anbefale, at du besøger både en paladar og ikke mindst torvet og oplever den pragtfulde stemning, der er, når salsarytmerne strømmer ud over pladsen.

Websitet anvender cookies til at huske indstillinger, statistik og målretning af annoncering, som deles med tredjepart.